Nedenståen bibliografi er skrevet af Alfred Ipsen, og offentliggjort i Forfatterbogen, udgivet af Dansk Forfatterforening på Det Nordiske Forlag 1898. Alfred Ipsen (1852-1922) var forfatter og medstifter af Dansk Forfatterforening i 1894.
Carl Andreas Ancker er født 13-9-1828, død 16-11-1857. Begravet på Assistens Kirkegård (C-31/32).
Teksten er skannet ind og med stor omhyggelighed gennemset, så den efter min bedste overbevisning er identisk med den originale tekst. Noter, der alle er mine, er markeret med [nr].
Det anckerske Legat og dets Stifter
Saa
opvakt og æstetisk et Folk det danske end efter Sigende er, saa hænder
det dog helt
sjeldent, at nogen her hjemme falder paa at stifte Legater til bedste
for Litteratur.
Medens der saa at sige hver Dag oprettes Legater for alle mulige andre
Formaal - gode
hæderlige Formaal i ni af ti Tilfælde - mens navnlig
Diakonisseanstalter og Sygehjem
svømme i Guld, saa er det saa vidt os bekendt kun en Gang sket, at der
er oprettet et
Legat, som direkte og uforbeholdent var en Tilstaaelse af sin Stifters
Kærlighed til den
Litteratur, som man tidligere kaldte den skønne. Nu er det godt, at der
tænkes paa de
syge, men det er ogsaa godt, at der er nogen, der tænker paa de sunde,
og det er
glædeligt, at der er Mennesker, der har Haand og Hjerte for de fattige,
men det er ogsaa
priseligt, at der er Mennesker, der tænker paa de Kunster, der
forskønne og uddybe Livet
for os og gøre det rigt. Nu vil der maaske kunne tvistes om, hvor vidt
de sidste
Decenniers noget bitre og oprivende Litteratur kan gaa ind under denne
Formel, men
saadanne pessimistiske Perioder ere altid kun Gennemgangsfaser i Liv
som i Litteratur, og
overhovedet maa man vel tro paa. at enhver Tidsalder frembringer den
Litteratur, som den
trænger til.
Som sagt Danmark har - selv i sin Guldalder - da dog Litteraturen var meget populær i alle Samfundets Lag kun haft en større litterær Legatstifter, Stifteren af det anckerske Legat, der hvert Aar ved Foraarstid uddeler fire Portioner hvert paa 1800 Kr. til en Digter, en Maler, en Komponist og en Billedhugger med fundatsmæssig Forpligtelse for dem til at opholde sig et halvt Aars Tid i Udlandet, en Bestemmelse, der neppe længer er ganske tidssvarende, og som da heller ikke altid overholdes, om end der af de stipendienydende skal indgives en Rejseplan og siden en Meddelelse om, hvor vidt den er bleven fulgt. For øvrigt indrømmes der villigt Tilladelse til at dele Halvaaret paa to Aar med et Fjerdingaar paa hvert.
Nu skulde man da tro, at en saa storstilet Legatstifter, der oven i Kjøbet befinder sig i en saa enestaaende Situation, maatte nyde stor Celebritet her i Danmark. Ingenlunde. Ancker er saa nogenlunde ukendt her i Danmark, og vi tør uden Overdrivelse paastaa, at af de 152 Digtere, Musikere, Malere og Billedhuggere, der til Dato have rejst paa det anckerske Legat, og hvoraf maaske ikke faa skylde det deres Livs eneste større Rejse, er det kun de færreste. der have nogen synderlig Forestilling om, hvem Ancker var. Vi kan Straks belægge denne Antagelse med et ret eftertrykkeligt Bevis. Chr. Richardt, der en Tid sammen med Ploug sad i Komiteen for Uddelingen af det anckerske Legat og som i sine unge Dage saa at sige indviede det, idet han i 1861 som dets første Digter foretog sin berømte Rejse til det hellige Land, hvor han paa grund af Pengemangel blev siddende i Joppe og maatte skrive til Kultusministeriet for at blive hjulpet - Chr. Richardt, der saa vidt vides var den eneste, der har givet sin Taknemlighed mod det anckerske Legats Stifter et synligt Udtryk i et Digt, der hedder Anchers Legat (Blandede Digte 1891), har tillige bekendt sin - man kan vel i dette Tilfælde sige syndige Uvidenhed - i Digtets første Vers, der lyder saaledes:
Om Mandens Liv kun lidt jeg har at sige,
veed knap hans Fornavn, ej hans Fødsels Aar -
hvormed han handled, heller ej saa lige,
men Købmand var han, sagtens af de rige,
- hans Gaard ved Stranden kaldtes »Anckers Gaard«;
der fra dens Søjler kunde han hver Morgen
just hilse Søjlerne paa Kongeborgen
I dette Vers er saa at sige alt urigtigt. Ancher »handlede« ikke, var ingen rig Købmand, slet ikke Købmand. Det eneste paalidelige, der bliver tilbage, er da Bemærkningen om den anckerske Gaard ved Stranden, og dog har Richardt heller ikke her mere end lige Farten af den virkelige Sammenhæng.
Den anckerske Slægt, af hvilken Legatstifteren Carl Ancker var et sildigt Skud, stammer fra Bornholm og, kan føres helt ned til hin berømmelige Peder Ancher, der fremkaldte Rejsningen mod Svenskerne og afkastede deres Aag. Ogsaa senere har Slægten frembragt berømmelige Skud, saaledes Juristen Peter Kofoed Ancher (?), den fra Dybbølskanserne saa berømte djærve Ancker og Marinemaleren Michael Ancher ligesom ogsaa de norske Anckere høre til Familien. I Begyndelsen af dette Aarhundrede ejedes den omtalte anckerske Gaard ved Stranden, som nu beboes af D. B. Adler, af Grosserer Andreas Ancker, der her drev sin Klædekræmmerforretning i Datidens beskedne Former. Folk, der er kommet der i Huset, kan endnu erindre, at der var udstillet Baand i et Glasskab i Stuen; men ellers var Forretningen saamænd ikke at foragte, den var grundmuret og solid og havde udstrakte Forbindelser. Bl. a. havde Ancker eller som han oprindelig skrev sig Ancher Forretninger med franske Huse; men da de ikke kunde opfatte hans Navn og stadigt stavede det forkert, saa forandrede han c et til et k og skrev sig Ancker.
Familien havde sin Bolig ovenpaa paa første Sal. Her saa den lille Carl Lyset, og kort efter døde Moderen, en født Hambroe. Han blev da opdraget af sin Mormoder, Malermester Hambroes Enke. Denne Opdragelse skal ikke have været ubetinget heldig. Hun opdrog det svage Barn med en underlig Blanding af Strenghed og Blødsødenhed.
Faderen ønskede, at Drengen skulde blive Handelsmand; men da han i 1843 var bleven konfirmeret, bestemte han sig for landvæsenet. Han blev da sendt ud for at lære det, først paa forskellige Gaarde her i Landet, senere paa et Landbrugsinstitut i Würtemberg (den Gang var der ingen Landbrugsskoler her i landet). Da han efter sin Rejse kom hjem, købte Faderen den i Gladsaxe Sogn liggende Mørkhøjgaard til ham.
Dette Landvæsen afbrød han imidlertid ved Faderens Død. Faderen efterlod ham nemlig en Sum af henved en Million Kr., der satte ham i Stand til at føre en ganske uafhængig Tilværelse og dyrke sine Interesser, der overvejende gik i Retning af de skønne Kunster, Litteratur, Musik og Malerkunst. Han flyttede derfor til København og tog Familiens gamle Lejlighed i Besiddelse og stræbte efter at komme paa Omgangsfod med H. C. Andersen, hvem han i høj Grad beundrede. Ogsaa hos M. Goldschmidt kom han meget, og Goldschmidt havde en betydelig Indflydelse paa ham. Det skyldtes uden Tvivl Goldschmidts Impuls, at han oprettede det anckerske Legat. Mærkeligt nok, at Goldschmidt dog ikke som Stipendiat fik nogen Fordel deraf. Saa meget vides i Følge en Familietradition, at G. skal have sagt til ham, da han havde faaet sin store Arv: Nu skal jeg komme til Dem og give Dem nogle Desseins om, hvordan De skal anvende Deres Penge. Han omgikkes ogsaa flere Malere og Musikere, dog ikke af de mest fremragende, bl. a. Billedhuggeren Stramboe, der lavede en Buste af ham.
Han var et yderst godmodigt, lidt naivt Menneske, der ikke nød nogen kvalificeret Respekt i sin Familie. Dertil bidrog vistnok den Omstændighed, at han flere Gange havde friet uden Held, noget der let stiller en Mand i en komisk Belysning. Og nu hans digteriske Dilettanteri - den Slags bedømmes heller ikke mildt - aller mindst af Familien. Overhovedet var der jo den Mangel ved Ancker, at han ingenting var og ingen Livsstilling indtog.
I 1853 udgav han under Pseudonymen Beppo et lille Bind Digte, som var »helliget« Digteren H.C. Andersen, og hvoraf Nettoindtægten skulde tilfalde Højskolen i Rødding. Den overvejende Del af disse Digte, der vise stor Lethed i Verseføjningen (noget der ikke var saa almindeligt den Gang som senere) ere Lovprisninger af en Kvinde, der er set i Idealets Belysning. Men det erotiske Sværmeri gennembrydes saa undertiden af et Suk som dette:
Jeg savner et Hjem, en hyggelig Fred,
en huslig og net lille Stue,
et Hjerte, som hele min Sjæl hænger ved,
naar Sommeren smykker med blomster mit Bed,
om Vintren ved Arnens Lue.
Mærkeligt nok, at en Mand, hvis Ønsker var saa beskedne, og som var i Besiddelse af den gyldne Nøgle, der efter gængs Opfattelse fører til alle Ønskers Opfyldelse, skulde have saa svært for at faa sit ene opfyldt.
Desuden indeholder den lille Bog nogle Rejsebilleder fra Udlandet, en hel Række Smaadigte ere skrevne i ikke ganske ulastelige Heksametre, og et af dem er en Lovprisning af selve dette Versemaal.
Det sidste Digt i Bogen bærer Overskriften: »Sangen, Livet er forbi«, en Spaadom, der skulde opfyldes hurtigere end Ancker maaske selv havde tænkt:
Hun er dyd! - al Poesi
er i Graven med forsvunden,
visnet bort som Blad i Lunden,
Sangen, Livet er forbi.
Det har dog ikke været dette Slag, der har dræbt ham; ti han fandt virkelig siden en Dame, oven i Købet en smuk Dame, der forbarmede sig over ham. 1857 gjorde han Bekendtskab med Augusta Fredericka von Schoultz fra Helsingborg, friede, fik hendes Ja og holdt Bryllup med hende den 24de September. Hans Helbred synes da allerede at have Varet stærkt undergravet. Paa selve Bryllupsdagen havde han til Forfærdelse for sin unge Brud et epileptisk Anfald. Faa Dage efter var han imidlertid saa rask, at han kunde deltage i et Selskab hos sig selv, hvor bl. a. Fru Jerichau var til Stede og Optrådte i en vinrød Kjole, som hun havde faaet foræret af Kongen af Prøjsen.
Men længe skulde Carl Ancker ikke nyde sin unge Lykke. Neppe to Maaneder efter sit Bryllup døde han pludseligt af et Slagtilfælde. I Mellemtiden havde han sammen med sin unge Hustru foretaget en Rejse til Paris, hvor han havde konsuleret en Somnambule [Note 2]. Han blev begravet paa Assistentskirkegaarden ved den lange Midtergang, der gennemskærer Kirkegaardens østlige Del i hele dens Længde fra Indgangen op til Graverboligen.
Men allerede før han giftede sig havde han truffet Forberedelser til Stiftelse af Legatet, der ordnedes ved hans Testamente af 14de Oktbr. 1857, hvorved han skænkede en Kapital paa 86,500 Rdl. til aarlige Rejsestipendier paa visse nærmere bestemte Vilkaar, der blev bestemmende for Fundatsen, der er dateret 1ste Maj 1861, efter at der 8de Juli 1859 var meddelt kongelig Konfirmation derpaa.
Det bestemmes ved Fundatsen, at Stipendiet skal bestyres af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, medens Udvælgelsen af Stipendiaterne i Følge Testamentets Bestemmelse overdroges for Digternes Vedkommende til Etatsraad Heiberg og Professor Andersen, for Malernes til Professor Simonsen og Kiærschou, for Billedhuggernes til Prof. Jerichau og Bissen og for Komponisternes til Prof. Gade og Hartmann, saaledes at de samles for at vælge »hvilke Genie og Talent maa først komme i Betragtning«. Disse Udvælgere udnævne aarlig af deres Midte en Formand, som leder Forretningerne. Valget blandt Ansøgerne sker saaledes, at naar de to Udvalgte for hver af de fire Klasser af Stipendier ere enige, er Sagen hermed afgjort. Ere de derimod ikke enige, afgøres Striden ved simpel Majoritet af alle 8 Udvælgere, og ere disse delte i to lige store Partier, gør Formandens Stemme Udslaget. Naar nogen af Bortgiverne afgaa ved Døden, skal Ministeriet for Kirke- og, Undervisningsvæsenet udvælge de første i deres Fag til at erstatte dem.
Kulturministeriet blev meget snart bragt i den Situation at skulle gøre Brug af den æstetiske Over-Dommermyndighed, som saaledes blev lagt i dets Haand. Da I.L. Heiberg var død i 1860 indsattes i hans Sted Christian Winther i Komiteen for Digterne. Senere har de tvende Pladser været beklædt af Pal.-Müller, Kaalund, Goldschmidt, C. Ploug, Chr. Richardt og E. Lembcke og indehaves som bekendt for Øjeblikket af Dr. E. v. der Recke og Prof. P. Hansen.
Vi tilføje endnu her en Liste over de
Forfattere, der have rejst paa det
anckerske Legat siden det Stiftelse, samt (i en tilføjet Parentes) over
de Lande og
Stæder, deres Rejse hovedsagelig har gældt:
1861 Chr. Richardt. (Italien, Palæstina).
1862 Chr. Arentzen.
1863 Carl Andersen.
1864 H. V. Kaalund.
1865 Chr. Molbech.
1866 Athalia Schwartz.
1867 C. Brosbøll. (Spanien, Afrika).
1868 Bergsøe. (Italien).
1869 O. C. Lund. (Paris, Italien).
1870 Fr. Paludan-Müller. (Svejts, Italien).
1871 H. Tolderlund. (Svejts, Italien).
1872 E. Bøgh. (Italien, Paris).
1873 Anton Nielsen. (Svejts, Italien, Norge, Sverige).
1874 Bournonville. (Hovedstædernes Teatre).
1875 Cornelia Levetzau (I.). (Sverige og Norge).[Note
1]
1876 Holger Drachmann. (Italien).
1877 S. Schandorph. (Italien, Paris).
1878 I. P. Jacobsen (Sydfrankrig. Italien).
1879 Carl Bahnson (Tyrol, Italien).
1880 Rud. Schmidt (Paris, Schwartzwald).
1881 E. v. d Recke (Tyskland, Italien).
1882 Charles Gandrup. (Tyske Stæder, Rom).
1883 C. Markman. (Tyskland, Frankrig).
1884 P. Hansen. (Tyskland, Sveits).
1885 L. Budde. (Svejts, Tyskland, Norge, Sverige).
1886 Carl Gjellerup. (Tyskland, Østerrig).
1887 Einar Christiansen. (Svejts, Paris).
1888 H. F. Ewald. (Norge, Skaane).
1889 Alfr. Ipsen. (Holland, England).
1890 H. Pontoppidan. (Hovedstæder, især Paris, Sverige).
1891 Otto C. Fønss. (Sveits, Italien).
1892 Holm-Hansen. (Orienten, Italien).
1893 Karl Larsen. (Spanien, Portugal).
1894 Vilh. Østergaard. (Tyskland, Paris, England).
1895 Edv. Blaumüller. (Italien, Athen, Palæstina).
1896 Oscar Madsen. (Italien, Paris).
1897 Carl Ewald. (Sverige, Nordland).
1898 Vald. Rørdam. (Italien).
ALFRED IPSEN
Kilde:
Forfatterbogen. Udgivet af Dansk Forfatterforening. Det Nordiske Forlag, 1898.
Side 90-96.
1: Cornelia Levetzow (1836-1921) skrev som regel under pseudonymet I., f.eks. hendes debutbog En ung piges historie, 1860.
2: En person (oftest kvinde), der kan sætte sig i hypnotisk tilstand, og i denne tilstand være synsk.
Oprettet 1998. Opdateret af