Statens Kuntfond. Beretning 1978
Bilag
MARTIN ELMERS BEGRUNDELSE FOR IKKE AT STEMME FOR ÅRSBERETNINGEN
Der er en passus i beretningen for "Udvalgene fra den bildende kunst" ved formanden, Mogens Andersen, jeg har hæftet mig ved og føler trang til at citere: "Uden penge vil der stadig blive skabt kunst, men et Parthenon vil ikke rejse sig uden økonomisk og folkelig evne og vilje." Første del rummer en erkendelse, kunstfond-tilhængerne ofte har været tilbøjelige til at se bort fra. Fra tidligere debatter i repræsentantskabet erindrer jeg endog udtalelser om at der uden for fondets virksomhed ikke skabes kunst af betydning. Fejlen er imidlertid, at der ikke foreligger noget seriøst sammenligningsgrundlag for, hvordan den ikke-støttede kunst formår at klare sig og hævde sig i forhold til den statsstøttede. Det er indlysende, at en undersøgelse af spørgsmålet burde falde ud til sidstnævntes fordel, men det er langt fra sikkert, at det er tilfældet. Den ikke-subsidierede kunstner arbejder alen ud fra en tro på sit eget talent og står frit i valg af emne og kunstneriske virkemidler, hvilket ikke er uvæsentligt for et godt resultat. Jeg har ved flere lejligheder hørt kunstnere give udtryk for den opfattelse, at det ikke er umagen værd at løse kunstneriske opgaver uden offentlig støtte. Men de talenter, som alligevel vinder frem uden det sikkerhedsnet, Statens Kunstfond spænder ud under et beskedent antal kunstnere i dette land, fortjener større pmærksomhed, anerkendelse og respekt. Skaberevne og skaberglæde er en integreret del af et menneskes personlighed, der ikke spørger om økonomisk sikkerhed eller udbytte. Den der først spørger efter disse ting, ejer næppe et talents fulde mod og gennemslagskraft.
I en artikel i Aktuelt 23 /6-77 giver kulturminister Niels Matthiasen udtryk for bl.a. den opfattelse, at Statens Kunstfond beskytter kunstnere mod at blive afhængige af markedskræfterne, og derved skulle fondet altså sikre den kunstneriske frihed. For nogle tilfældigt udvalgte kan det naturligvis godt tage sig sådan ud, men som blåstemplede kunstnere bliver de "samleobjekter", og det er dem, der er bud efter som foredragsholdere i kunstforeninger, på biblioteker, skoler og institutioner i det hele taget.
Ikke alene får markedskræfterne alligevel et ord at skulle have sagt, og spørgsmålet er da, om kulturmillionerne ikke i virkeligheden bliver udnyttet af disse frygtede markedskræfter på en mere raffineret måde, end kulturministeren har fantasi til at forestille sig. Men værre er det, at disse blåstemplede kunstnere medvirker til at forvride de kunstneriske udfoldelsesmuligheder for det store flertal, samt at fondets hele eksistens fremmer en kunstnerisk prostitution og korruption. I årenes løb har jeg modtaget mange sympatitilkendegivelser fra kunstnere, som deler mine synspunkter, men ikke offentligt tør stå ved dem for ikke helt at forlise et håb om en dag selv at modtage støtte fra fondet. Andre prøver at analysere sig , hvad der gi'r pote hos udvalgene i håb om en dag at ramme det rigtige. Man kan afvise de frygtsomme og de, der prøver at analysere sig frem til et støtteværdigt kunstprodukt med, at de er offer for et selvbedrag, men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at fondet alt andet lige også fremmer tendenser, som undergraver den kunstneriske frihed.
"Uden penge vil der stadig blive skabt kunst", konstaterer Mogens Andersen, og det kan man både undre og glæde sig over. Men konsekvensen må da også ligge i en forpligtelse til ikke at give sin stemme til en kunstpolitik, der favoriserer de få på de manges bekostning. En sådan kunstpolitik ligner i betænkelig grad et udslag af kulturfascisme, eftersom udvælgelsesprincippet, racemæssigt, økonomisk, juridisk, kunstnerisk o.s.v. altid har været og stadig er hjørnestenen i fascismens ideologi, uanset farve.
Og hvordan Mogens Andersen og andre vil appellere til en folkelig vilje og evne til at rejse et Parthenon, er mig ubegribeligt al den stund, at hverken den folkelige evne eller vilje har nogen reel indflydelse i Statens Kunstfond, hvis suveræne udvalg alene bestemmer, hvad der er lig med, citeret efter M. A.: " ... drømmen om det i bygningen anbragte - på een gang harmoniske og dissonante - kunstværk sammensmeltet med huset til en ny udelelig helhed ..." Demokratiske beslutningsprocesser er jo et uartigt ord i Statens Kunstfond, så drømmen er alene drømt på magtens præmisser, ikke folkets.
Ikke desto mindre skriver M. A. senere i sin beretning vedrørende fondets forhold til folket og kunstnerne i Grønland og på Færøerne: "En lykkelig løsning vil efter vor mening være, at man tildelte økonomiske midler til de to folk, således at de selv kunne disponere, selv vælge, beslutte." Det er nøjagtigt, hvad man også burde gøre i Danmark med kunstfondmidlerne: lade lokale folk selv disponere, vælge og beslutte. Men se, det drømmer man ikke om.
Jeg kan helhjertet tilslutte mig den afslutningspassus i beretningen, hvori der appellere til at give midler "til arbejdsro og vækst til talentfulde mennesker, der forsøger at gøre livet værd at leve for alle." Men ikke på præmisser, der er et levn fra vor feudale fortid, heller ikke ud fra kulturfascismens udvælgelsesprincip, men på demokratiets medlevende og mangesidede medbestemmelsesgrundlag. Og da det efter al sandsynlighed bliver nødvendigt at fjerne Statens Kunstfond for at realisere en folkelig kunstpolitk, som giver alle talentfulde mennesker lige muligheder, økonomisk og socialt, vil jeg fortsat arbejde for, at dette sker. Ovennævnte redegørelse er en del af min begrundelse for, at jeg ikke kan stemme for årsberetningen. Den anden del af begrundelsen er, at jeg praktisk talt kunne kopiere min statistiske redegørelse fra sidste år til beretning XIII, så få udsving er der tale om. Kontinuitetsprocenten har jeg for hele beretning XIV opgjort til 58,1 %, hvad der er en "fremgang" på 1,3 %. Det skal dog retfærdigvis anføres, at der også er sket en lille stignmg i antallet af nye kunstnere, som har modtaget ydelser, knap 3 %. Mellemgruppen, d.v.s. kunstnere som højst hver 2. eller 3. år modtager ydelser, er tilsvarende blevet mindre.
Mere detaljeret ønsker jeg at knytte et par kommentarer til det litterære udvalgs virksomhed i det forløbne år. Et kvindeseminar har fået tildelt kr. 10.000,- og på grundlag af et referat fra det pågældende seminar, kan jeg skønne, at der er tale om en politisk afgørelse, og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om der er lovhjemmel for denne ydelse. I betragtning af at udvalget tidligere har afslået støtte til et "forfatterværksted", der må betragtes som langt mere relevant i kunstpolitisk forstand end et kvindeseminar, forekommer ydelsen dobbelt malplaceret.
Suzanne Brøgger har endnu engang modtaget en ydelse, nemlig kr. 20.000,-, og skønt sexologiske emner er særdeles vigtige og meget interessante (og Suzanne skriver både væsentligt og interessant om emnet her og der), så repræsenterer hendes produktion ikke litteratur af den art, der tænkes på i loven. Og ud fra definitioner af det såkaldte kvalitetskriterium, som repræsentanter for Statens Kunstfond har givet til benefice for undertegnede i forskellige sammenhænge, er det utænkeligt, at Suzanne Brøgger er en så fremragende litterat (eller kan blive det), at hun nu for 4. gang skal betænkes med en ydelse. Paul Dam har et par gange udtalt, at udvalget "selvfølgelig ikke kan undgå fejltagelser i sine dispositioner", men 4 gange er nu en for høj kontinuitet i fejltagelserne.
Der kunne opremses 12 andre forfatternavne som eksempler på, at fondets egne definitioner af kvalitetskriteriet åbenbart ikke kan være eneste udslagsgivende begrundelse for ydelser af den ene eller anden art. Derfor kunne det være interessant at få en liste over alle de forfattere, hvis ansøgninger er blevet afslået eller forbigået. Det ville fremme en mere objektiv vurdering af udvalgets arbejde.
Jeg betragter det ikke som noget fremskridt, at bestyrelsen iflg. lov nr. 163 af 12. april 1978 er blevet frataget sit rådighedsbeløb, idet jeg formoder, at dens medlemmer blot kommer til at disponere over pengene i deres respektive udvalg, omend til lidt andre formål end hidtil, men det er ganske uden betydning for en samlet vurdering af fondets virksomhed i det forløbne år. Kun kan jeg beklage, at samme lov ikke slettede de umotiverede legater til kunstnernes efterladte, for også på det punkt medvirker Statens Kunstfond til en klar forskelsbehandling, om ikke alle kunstneres efterladte kan komme i betragtning.
København, den 14. april, 1979.
Martin Elmer
Til Udarbejdet 18. juni 1996 af Niels Jensen.
Opdateret af